osteopati
Nyhed: Osteopati i Årslev
Vi er glade og stolte over, at klinikken nu også tilbyder osteopati.
Osteopatisk undersøgelse og behandling tager udgangspunkt i kroppens samlede funktion og samspillet mellem led, muskler og bindevæv med henblik på at understøtte kroppens bevægelse og funktion.
Denne type behandling bygger på en helhedsorienteret forståelse af kroppen. Det betyder, at fokus ikke kun er på det sted, hvor du har smerter, men også på mulige underliggende årsager andre steder i kroppen.
Osteopati kan være relevant for dig, der døjer med fx:
- Ryg-, nakke- eller lændesmerter
- Hovedpine eller spændinger
- Skulder-, hofte- eller knæproblemer
- Gentagne eller langvarige smerter uden at man kan finde en klar årsag
- Gener efter skade eller overbelastning.
Osteopati er en omfattende videreuddannelse for autoriserede sundhedsprofessionelle. Uddannelsen giver en dybdegående forståelse af kroppens anatomi, funktion og sammenhænge samt avancerede manuelle undersøgelses- og behandlingsteknikker.
– Jeg vil anbefale denne behandlingstype til dig, der har et problem, hvor man ikke kan “finde noget”. Eller hvis du føler, at der hidtil er blevet kigget for ensporet på dit problem.
jeg betragter kroppen som en helhed: hvad der sker i én del af kroppen påvirker resten
Undersøgelse og teknik
Victor forklarer:
– Osteopati indebærer ofte en bredere vurdering af kroppen end en traditionel, lokal behandling. Der arbejdes ud fra en forståelse af, at kroppens strukturer og funktioner hænger sammen, og at gener ét sted kan have sammenhæng med belastninger eller bevægemønstre andre steder i kroppen.
– I den indledende undersøgelse ser jeg derfor ikke kun på det område, hvor du har smerter, men vurderer også bevægelighed, spændingsforhold og funktionelle sammenhænge i resten af kroppen. Formålet er at danne et samlet billede af din problemstilling og identificere mulige underliggende årsager.
En osteopat undersøger og behandler med hænderne. Det kan blandt andet være mobilisering af led, behandling af muskler og bindevæv samt teknikker rettet mod at understøtte kroppens bevægelsesfunktioner og samspillet mellem forskellige strukturer.
Teknikkerne anvendes individuelt og tilpasses din situation og dine symptomer.
Mange beskriver behandlingen som blid, men samtidig effektiv og behagelig.
Lyder det som noget for dig, så book en tid.
Forundersøgelse
Få svar på årsagen til dine smerter og en plan for vejen videre
Er du i tvivl om, hvorvidt osteopati kan hjælpe dig med dine smerter eller gener?
Ved en forundersøgelse hos Årslev Fysioterapi & Osteopati starter vi med en grundig samtale og undersøgelse for at afdække årsagen til dine symptomer og vurdere, hvordan vi bedst kan hjælpe dig videre.
Forundersøgelsen er for dig, der ønsker en faglig vurdering, inden du beslutter dig for et behandlingsforløb.
En forundersøgelse giver dig:
✓ 25 minutters konsultation
✓ Grundig samtale om dine symptomer og udfordringer
✓ Relevant undersøgelse af din problemstilling
✓ Vurdering af de mulige årsager til dine gener
✓ Afklaring af, om osteopati er det rette valg for dig
✓ Individuel plan for dit videre forløb
✓ Attraktiv introduktionspris (299,-)
✓ Mulighed for tilskud fra Sygeforsikringen “danmark”.
spørgsmål og svar om osteopati
Få svar på hyppigt stillede spørgsmål om osteopati:
Er osteopati alternativ behandling?
Nej, tværtimod. Osteopati er en autoriseret sundhedsprofession i Danmark. Det betyder, at titlen osteopat er beskyttet ved lov og kun må anvendes af behandlere, der har opnået autorisation fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
For at blive osteopat gennemgår man en 4–årig videreuddannelse oven på en sundhedsfaglig grunduddannelse (som læge eller fysioterapeut). Uddannelsen stiller høje faglige krav og giver en dybere og mere helhedsorienteret forståelse af kroppens sammenhænge og funktioner. Uddannelsen afsluttes med en mastergrad i osteopati.
hvor ofte skal jeg have behandling?
Det afhænger af dine behov og dit helbred, men som udgangspunkt ser vi ofte:
- Akutte gener: ca. 1 gang om ugen eller hver 14. dag i starten
- Kroniske/længerevarende problemer: ca. hver 3.–6. uge
- Forebyggende eller vedligeholdende behandling: Nogle vælger at komme hver 6.–12. uge for at understøtte bevægelighed og funktion.
Efter din første undersøgelse laver vi sammen en behandlingsplan, der passer til dig og dine mål.
Kan jeg få eller bruge en lægehenvisning?
Den offentlige sygesikring giver ikke tilskud til osteopati, og dermed kan du ikke få lægehenvisning til osteopati ej heller bruge en eventuel henvisning til fysioterapi.
Men mange sundhedsforsikringer dækker osteopati og sygeforsikringen Danmark giver tilskud.
Kan jeg få tilskud fra 'Danmark'?
Ja, Sygeforsikring Danmark giver tilskud til osteopati. Læs mere på deres hjemmeside.
dækker min sundhedsforsikring?
De fleste private sundhedsforsikringer dækker osteopatiske behandlinger i Danmark. Den offentlige sygesikring dækker ikke og derfor kan der ikke bruges henvisning fra lægen.
Kontakt dit sundhedsforsikringsselskab for at høre om du er dækket.
Handler osteopati om knogleskørhed?
Nej, men det er der mange der tror! Selve ordet osteopati stammer fra græsk, hvor osteon betyder “knogle” og pathos betyder “lidelse”. Navnet kan derfor virke misvisende – osteopati har nemlig intet med knogleskørhed (osteoporose) at gøre.
I dag dækker begrebet over en helhedsorienteret manuel behandlingsform, hvor man arbejder med kroppens muskler, led, nerver og bindevæv for at fremme bevægelse og balance.
hvorfor skal jeg vælge osteopati?
Osteopati er et godt valg, hvis du ønsker en grundig undersøgelse og en behandling, der tager udgangspunkt i hele kroppen – ikke kun det sted, hvor du har smerter.
En osteopat ser på, hvordan kroppens forskellige strukturer hænger sammen. Derfor kan behandlingen også tage højde for forhold andre steder i kroppen, som kan have betydning for dine symptomer.
